NOVAGRASS – Innovative teknikker til genetablering af ålegræs
På trods af årtiers reduktion i næringsstoffer fra landbrug, byer og industri er ålegræsset ikke vendt tilbage i det forventede omfang. Ålegræs er afgørende vigtigt for vandmiljøet i kystnære områder, og ålegræsset gør disse områder robuste i forhold til næringsstoffer, hvilket positivt påvirker rammevilkårene for landbruget med forbedret bundlinje for landmanden, og miljømålene i vandplanerne kan nås.
Projektets formål er at udvikle nye, tekniske løsninger til at høste og så ålegræsfrø samt at anvende og teste de udviklede løsninger i storskalaforsøg under forskellige forhold med henblik på at genetablere ålegræs i kystnære områder. Der formuleres derfor også retningslinjer for ålegræsrestaurering, og der udføres socioøkonomiske analyser for at vurdere både den økonomiske og økologiske rentabilitet af ålegræsrestaurering.